Sådan leder du en medarbejder i personlig krise

Medarbejder i personlig krise

03 aug Sådan leder du en medarbejder i personlig krise

Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

 

Det kan måske virke simpelt. Du skal vel bare være støttende og sympatisk, hvis din medarbejder går igennem en personlig krise. Ikke?

Tja måske. Og måske ikke.

For det er ofte lidt mere indviklet end det.

En krise kommer fx sjældent alene. Måske følger der en økonomisk krise med en skilsmisse. Eller en depression efter et dødsfald.

Mange ting spiller ind.

Og du risikerer, at medarbejderens motivation og produktivitet styrtdykker alt imens, sygefraværet stiger. Det kan let ende i en professionel katastrofe, og som leder er det din opgave at være proaktiv og håndtere situationen bedst muligt.

Her får du 5 råd til at lede en medarbejder i personlig krise.

(Jeg har for nemheds skyld navngivet den kriseramte medarbejder i indlægget, og han hedder Peter.)

 

 

1.    Tag tyren ved hornene fra starten

Så snart du lærer om en kriseramt medarbejder, skal du reagere. Du kan ikke gå og vente på, at Peter kommer til dig, for han har sandsynligvis tankerne et helt andet sted.

Tag tyren ved hornene. Sving forbi kontoret eller ring ham op.

Dit mål er ikke at grave i detaljerne og lære alt at kende til krisen. Dit mål er at skabe en dialog mellem jer, så han ved, at du er opmærksom på situationen.

Sørg for at forventningsafstemme og få en snak om, hvad der skal til for, at han stadig kan fungere i jobbet.

Og så lad ham vide, at din dør står åben, hvis han har brug for noget.

 

Skal du inkludere kollegaerne?
Jeg anbefaler helt klart, at du inkluderer resten af afdelingen i situationen. Du skal selvfølgelig afstemme dette med Peter, men min erfaring er, at de fleste gerne vil have, at kollegaerne er informeret.

Fortæl dem, at han går igennem en svær tid og derfor vil arbejde under nogle andre vilkår det næste stykke tid.

På denne måde opnår du gennemsigtighed i teamet, skaber forståelse hos de berørte kollegaer og undgår sladder i krogene.

Tak dem for deres forståelse og for deres ekstra hårde arbejde i denne periode.

Mere kræver det ikke af dig i første omgang. Men bare dét, at du reagerer hurtigt, betyder alverden for krisens indflydelse på kontoret.

 

2.    Planlæg kalenderen og skab overblik

Noget af det bedste du som leder kan gøre, når krisen rammer en medarbejder, er at sætte dig ned med personen og planlægge kalenderen.

Hvad skal der ske i dag og resten af ugen?

På denne måde skaber du struktur og ro i en ellers uforudsigelig og hektisk periode, og Peter vil senere hen takke dig for din forståelse og ekstra indsats.

Sørg for at tilpasse hans arbejdsbyrde til situationen; hvornår kan han gå tidligt, og skal han måske holde ekstraordinært fri?

Sæt det i system og skab overblik.

Han skal samtidig vide, at du er fleksibel, og at det er OK at ændre i planen, hvis der opstår noget uventet.

 

 

3.    Husk, du er chefen – ikke vennen eller psykologen

Det er jo et tegn på stærkt lederskab, hvis din kriseramte medarbejder føler, at han kan komme til dig med sine problemer.

Men det er også utrolig vigtigt, at du fra starten trækker en streg i sandet.

Du kan ikke tage vægten af Peters krise på dine skuldre og bruge en time om dagen på at snakke alle problemerne ud.

Du er ansat til at lede og ikke til at udfylde rollen som den nære ven eller krisepsykolog.

Du har måske heller ikke kompetencerne til at vejlede et menneske i dyb krise. Derfor er det bedre at lytte end at komme med gode råd. Og så må du henvise til professionelle rådgivere, hvis situationen kalder på det.

 

Mit eksempel fra medicinalverdenen: Jeg stod selv over for en kriseramt medarbejder for nogle år tilbage, da jeg var chef i det schweiziske medicinalfirma Octapharma.

Han var et vigtigt aktiv for virksomheden; en højt placeret person med stor erfaring og knowhow, som ville blive svær at erstatte. Vi vurderede, at det krævede noget ekstra, hvis han skulle undgå et professionelt sammenbrud. Derfor tilbød vi ham 6 måneders betalt fri under forudsætningen af, at han gennemgik et professionelt coach/psykologforløb på firmaets regning.

Løsningen betalte sig i den grad.

Han kæmpede sig igennem krisen og kom tilbage som en motiveret og loyal medarbejder med stor respekt for virksomheden. Vores udgifter nåede tilmed ikke i nærheden af, hvad det ville have kostet at rekruttere og oplære en anden person med lignende kompetencer og erfaring.

Min pointe er, at du i situationen må overveje, om sådan en ekstraordinær støtte måske både kan være dét, der skal til for at hjælpe medarbejderen og samtidig være en god investering for virksomheden. Husk på, at en fuld rekrutterings- og onboardingproces let kan koste virksomheden op mod en halv million kr.

 

4.    Spørg ind til krisen – også efter den er overstået

Efter noget tid, når Peter ikke længere virker påvirket af krisen, er det vigtigt, at du ikke lader det gå i glemmebogen. For han har ikke glemt det.

Slå nogle smut forbi hans kontor eller send ham mails, hvor du spørger ind til emnet og viser interesse. Sæt det eventuelt i din kalender, så du husker det.

På denne måde viser du omsorg og forståelse. Han føler sig set, hørt og husket, og du sender et stærkt signal om, at I selvfølgelig holder af hinanden på trods af, at det er et professionelt miljø.

Disse små gestusser styrker tilliden og fastholdelsen i et team, mere end du aner.

 

 

5.    Spørg om hjælp, hvis du er på dybt vand

Selv om du står med hovedansvaret for din medarbejders trivsel i jobbet, så er det ingen skam at spørge om hjælp. Særligt hvis du kan se, at din indsats ikke forbedrer situationen.

Tag fat i din egen chef, HR-afdelingen eller en erfaren person i dit netværk. Hvordan har de håndteret lignende sager, og hvad vil de råde dig til i netop din situation?

 


 

Det er næsten uundgåeligt, at du som leder på et tidspunkt vil skulle lede en medarbejder i personlig krise. Og det kan være vanskeligt at skabe en medfølende atmosfære samtidig med, at du bevarer de faglige grænser. Men jeg håber, at du med disse 5 kriseråd i værktøjskassen formår at løse udfordringen på bedste vis, så både du og Peter kommer stærkere ud på den anden side.

Husk at du kan downloade vores rekrutteringsguide helt gratis lige her. I guiden får du 6 gennemtestede steps til at finde den helt rigtige medarbejder, som matcher både virksomhed og stilling.

Tak fordi du læste med :-)

 

Kim Bjoernstrup

 

Sådan leder du en medarbejder i personlig krise
5 (100%) 12 votes
Facebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmailFacebooktwittergoogle_pluspinterestlinkedinmail

Giv din kommentar